Op i skyerne ... men de er sgu ikke lyseroede!

Ankommet til civilsationen igen!
Efter Angle falls tilbragte vi et par dage i det omraade som hedder Gran Sabbana inden vi skulle bestige den store tapui Roraima. Det er kendt for sine store vidder med rullende bakker, sine mange vandfald og ikke mindst sine tapuis. Det har blandt andet givet indspiration til filmen jurassic park, og nogle scener fra filmen er blevet optaget her, saa man kan naesten se dinusaurerne vadnre rundt paa savannen! Vi tilbragte et par dage i den lille indianerby San Fransisco med de sidste spansktimer og rundture til forskellige vandfald. Man er efterhaanden blevet helt vant til at bade i ferskvand, de naturlige vandrutsjebaner og udspringspunkter!

Efter de afslappende dage (paa graensen til kedelige i den lille by) var vi opladt til Roraima trek. Et seksdages trek ud til verdens stoerste tapui som har et helt urtoligt platau paa toppen, der skulle have inspireret forfatteren til bogen The Lost world. Vi havde kun tre baerere (porters) til vores 25 mand store gruppe, saa vi skulle selv baere en del. Og naar saa man skulle hjaelpe pigerne lidt, med soveposer og telte, saa kom tasken aldrig under 15-20 kilo paa de seks dage.

Den foerste dag var temmlig stille og rolig, bare der ud af, dog skulle vi krydse et vandfald lige inden vi slog lejr for natten. Det havde regnet hoejere oppe, saa vandstanden var blevet temmlig hoej og vi maatte vade over ved hjaelp fra en snor - og selvfoelgelig var der en uheldig person der roeg i med taske og det hele. Dag to var bare op ad, op ad, op ad, mod foden af Roraima. Flere var begyndt at faa problemer med vabler og der var flere der havde det haardt. Vi naaede dog frem inden frokost og tilbragte eftermiddagen med smuk udsigt og toejtoerring efter de svedige dage. Tredjedagen stod paa selve bestigningen af Roraima. En firekilometer haard opstigning der traekker taender ud. Indtil da havde vi vaeret velsignet med smukt vejr, men efterhaanden som vi naermede os toppen lukkede himlen sammen, og det udviklede sig til silende regn. Vi kom op til fuldstaendig taage og vi kunne intet se af det ellers saa spektakulaere landskab. Stemning var ret slukoeret og da vi kom frem til vores "hotel" som de hedder, store klippeblogge med mikroskopiske teltpladser i det eller stenede mioljoe. Vi vaebnede os med taalmodighed og haabede paa bedre vejr. Naeste morgen vaagnede vi op til endnu mere taage, 10 graders varme og en luftfugtighed paa 80%. Alt hvad der ikke var pakket i lukkede poser blev vaadt og det var ulideligt at vaere der oppe. Der var flere der gerne ville ned, og det var svaert at se, hvad man skulle faa ud af at blive, men der var ikke andre muligheder end at blive liggende endnu en nat og vente paa bedre vejr. Vi proevede at faa dagen til at gaa med at spille kort, laere dansetrin og introducere vores portere til dansk lakrids. Pludselig efter frokost, som paa et oejeblik, kom der dog opklaring og vi blev beordret i vandrestoevlerne. Mens skyeren traek sig vaek aabenbarede sig et fuldstaendigt oede og maaneagtigt landskab, som man slet ikke havde kunnet opfatte inden. Vi naaede at vandre rundt halvanden time i det unikke landskab, inden skyerne kom rullende ind igen og vi soegte ly. Det daarlige vejr forfulgte os naeste dag paa vej ned fra toppen, og det var en lettelse at komme ned under skydaekket. Da vi foerst var kommet ned, var det som ved et trylleslag slaaet om til godt vejr. Vi skyndte os at toerre toej, soveposer og telte, som havde vaeret gennembloedte de sidste 48 timer! Hjemturen gik som en leg paa grund af at det gik ned, og paa grund af toervejret man pludselig satte meget mere pris paa. Paa trods af det daarlige vejr, og alle strabaserene saa redde den halvanden time med godt vejr hele turen, for det er virkelig noget underligt, bisart og fremmedartet landskab man moeder paa toppen af Roraima, som man ikke kan opleve andre steder.

Nu sidder vi og nyder de civiliserede omgivelser: at man kan sidde paa et toilet og ikke behoever at skide i en pose, at man kan sove vandret uden at skulle have sten i ryggen eller hver halve time kravle op af liggeunderlaget fordi man glider nedad. Dette var dog ogsaa det sidste pa programmet for de to maaneder. Halvdelen af gruppen rejser hjem eller videre paa nye eventyr. Den anden halvdel foelger et nyt program paa Cuba, hvor de skal vaere i to uger inden de kommer hjem og tager to ugers frivilligt arbejde. Jeg skulle rigtig have haft et maaneds frivlligt arbejde, men jeg har valgt at tage en uge alene til Trinidad og Tobago for at have lidt badeferie og se om jeg kan faa dykket lidt.

Haaber I alle har det godt der hjemme.
- En udvandret Thing

 Man kan skimte bunden af Roraima til hoejre

 Vadestedet, hvor Linea (pigen med orange rygsaek) om fem meter vaelter i med taske og det hele.

Vores portes telt. De to roer er til at bager vores lort i (deraf navnet "chokoladeroer") da man, for at skaane naturen, ikke maa skide paa toppen af Roraim. Til hoejre kan i se det groenne spor som gaar op af klippevaeggen - det er opstigningen til Roraima

Solnedgang over basecamp aftenen inden vi bestiger Roraima. Til hoejre kan i se vores toilettelt som vi brugte foer og efter selve Roraima.

Toppen af Roraima: En af de smaa hylder paa "hotellet" hvor der "er plads" til et telt. Vi havde udgang til hoejre, hvor der var smaa 15 cm. at staa paa. Vi proevede at haenge toej til toerre men senere erfarede vi at det kun blev vaerre af at haenge fremme pga. luftfugtigheden.

Saadan var vejret 90% af tiden.

 Da det saa endelig klarede op aabnede det her landskav sig op. I baggrunden kan i se vores "hotel" hvor teltene er slaaet op forskellige steder rundt om klippebloggen.

Paa vej ned fra Roraima. Vi er lige kommet under skydaekket og faar endelig den udsigt vi ikke kunne faa paa toppen.

Hjem ad! Denne her kirke finder man 30 kilometer fra den naermeste meget ufremkommelig grusvej in the middle of nowhere!