Oven paa safaridagene i Losllanos stod den paa afslapning i Choroni. Vi noed godt af de laekre omgivelser hos den tyske host og tilbragte en del timer paa den smukke strand. Ikke mindst paa grund af boelgerne som var enorme. Det var noget helt andet en vesterhavet og meget sjovere at maerke havets krafter. Paa trods af faren ved saadan nogle boelger, foelte man sig meget tryk med den ivrigt floejtende livredder inde paa stranden, der ikke var sen til at lege Baywatch og kaste sig ud i boelgerne hvis nogle ikke lyttede efter. En af dagene tog vi paa tur ud til en kakaoplantage, den var nu ikke var noget saerligt, men undervejs gik vi op til en vandfald, og dels turen og selve vandfaldet var utrulig smukt og sjovt at opleve.
Efter de afslappende dage i Choroni, gik turen tilbage til campen i Playa Colorado. Undervejs skulle vi dog liiige goere et stop for at give os mulighed for at skydive (tandem faldskaermsspring). Stemningen var lidt spaendt men oven paa pendulspringet i Merida, var de fleste forstroestningsfulde og glaedede sig til at prove det. Det var et aeldre larmende fly vi satte os ind, hvor bagenden var helt aaben. Vi blev spaendt fast med nogle MEGET loese sikkerhedsseler og mens vi kunne se asfalten forsvinde bag os ud af bagsmaekken, lettede piloterne flyet med foedderne oppe paa instrumentbrattet! Jeg blev lidt i tvivl om Venezuela var det rigtige sted at lave et faldskaermsudspring, men inden jeg fik set mig om var flyet i 5 km hoejde og jeg skulle haegtes fast til min springer. Pludselig gik alting meget hurtigt, hand gik ud til afgrunden med mig paa maven, saa roeg kameramanden ned og jeg fulgte efter. Det frie fald, larmen fra blaesten og en kameramand der flyver rundt om dig for at tage billeder, faar en til at taenkte "hvad fanden laver man her", men jeg havde lovet mig selv at nyde det, saa jeg proevede efter bedste evne at syge oejeblikket ind. Da faldskaermen efter et minuts tid, men foeles som et oejeblik, folder sig ud, er man helt omtumlet mens adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg maa indroemme at det er noget af det fedeste jeg har proevet og langt vildere en static line faldskaermsspringet som jeg proevede paa hoejskolen!
Efter det adreanlinsus, satte vi os ind i bussen og koerte de sidste timer hjem til Campen, hvor min foedselsdagsgave fra mine foraeldre ventede. De naeste fire dage skulle nemlig bruges paa et dykkercertifikat. Efter et pool dyk hvor man laerte udstyret at kende, var det tid til at komme ud paa det aabne hav. Vores foerste dyk var en mindre katastrofe, sigtbarheden var 2-3 meter, vi blev hele tiden vaek fra hinandnen og der var intet at kigge paa, ud over bar sandbund. Jeg var lidt i tvivl om dykning virkelig var noget for mig, men efter frokost sejlede vi et nyt sted hen de mente var bedre. Og det maa man sige! Da vi kom ned anden gang, var der klar sigtbarhed 10-15 meter, og det passer virkelig, at det er en ny verden der aabner sig for en, naar man komme under vandet. Faverige fisk og koraller gjorde det til en utrolig oplevelse, og de naeste dage blev det bare bedre og bedre, selv om vores instruktoerer sagde at forholdene ikke var specielt gode. Jeg bestod den lettere grinagtige teoritest og nu glaeder jeg mig vildt til at proeve at dykke under gode forhold, hvornaar muligheden saa byder sig.
Efter dykkercertifikatet gik turen videre til Venezuelas turistattraktion nr. 1, Angels Falss - verdens hoejeste vandfald, der falder neasten en kilometer. Efter en bustur paa (for os) beskedne seks timer, ankom vi til en busterminal. Her ventede en fordrukken tysk hostelejer der skulle foelge os til hans Posada sammen med hans chauffoerer. Bolette, Hans og jeg blev koerte sammen med den fordrukne boss, til posade'et mens de andre blev koert i jeeps. Men paa vejen fik tyskeren den geniale ide at han da skulle have mere at drikke, saa vi koerte forbi den familiefest, hvor han var kommet fra, for at hente forsyninger. Da vi ankom fik han stukket et glas vodka i haanden, men inden vi forlod huset, kom bossens svoger loebende og erklaerede sin kaerlighed til Bolette - "I love your botty" - bossen fik dog snakket ham til rette, og de to fulde folk blev enige om at det ikke var smart at laegge an paa turisterne. Endelegi ankom vi og efter at den fordrukne bos havde brugt noget tid paa, med sine lettere haemmede matematiske kunstaskaber at beregne vaerelsesfordelingen kunne vi smide os i sengene og for foerste gang nyde godt af air condtition paa turen! Naeste morgen floej vi ud midt i junglen hvor turen til Angels falls starter. Der var fire fly der styrtede ned sidste aar, saa vi var lidt aengstelige da vi satte os ind i de smaa etmotors fly der kun havde plads til fem personer. Men turen gik fint, om end med lidt turbulens, og udsigten der ud var virkelig smuk. Efter en lille ompakning, skulle vi videre med baade helt ud til Angel falls. Vi kom der desvaerre midt i toerketiden, saa floden var meget lavvandet og paa trods af indianernes utrolige sejleevner, maatte vi flere gange ud og skubbe baaden igennem flodens stroemninger. Vi ankom til en lille lejr for foden af Angle falls, og naeste morgen gik vi op imod det. Det var uheldigvis blevet overskyet saa for at faa tiden til at gaa badede vi i et mindre vandfald for foden af det. Efter et times tid klarede det lidt op, og Angel falls aabenbarede sin hoejde og det hvide sloer der svaever ned fra toppen. Det var virkelig flot, og hele den lange tur vaerd!
Derefter gik turen tilbage med floden. Denne gang med stroemmen saa det gik noget nemmere og man havde tid til at nyde floden, dens maasklaedte klipper, den dybgroenne jungle og tapyi (lodrette klipper) der rejser sig op mod skyerne, som soejler op af et groent hav. Det var virkelig smukt og jeg noed virkelig turen hjem. Naeste dag var vandfaldstur, baade over, under og bagved vandfald! Derpaa gik turen tilbage med de turbulente minifly og med natbus videre til roraima, hvor vi nu sidder og forbereder os til et seks dages trek om nogle dage.
Det blev en lang en denne her gang, men der sker sgu saa meget og nu er jeg ogsaa ved at loebe toer for tid.
Haaber i har det godt der hjemme.
Hils fra David
Stradnen i Choroni, hvor der blev tilbragt mange timer.
Mig i det frie fald, 10 sekunder inden faldskaermen udloeser sig
Angel falls, vi badede nede ved det nederste vandflad (der hvor i kan se den nye lille havfrue)
De flotte tapyi der rejser sig over junglen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar