Op i skyerne ... men de er sgu ikke lyseroede!

Ankommet til civilsationen igen!
Efter Angle falls tilbragte vi et par dage i det omraade som hedder Gran Sabbana inden vi skulle bestige den store tapui Roraima. Det er kendt for sine store vidder med rullende bakker, sine mange vandfald og ikke mindst sine tapuis. Det har blandt andet givet indspiration til filmen jurassic park, og nogle scener fra filmen er blevet optaget her, saa man kan naesten se dinusaurerne vadnre rundt paa savannen! Vi tilbragte et par dage i den lille indianerby San Fransisco med de sidste spansktimer og rundture til forskellige vandfald. Man er efterhaanden blevet helt vant til at bade i ferskvand, de naturlige vandrutsjebaner og udspringspunkter!

Efter de afslappende dage (paa graensen til kedelige i den lille by) var vi opladt til Roraima trek. Et seksdages trek ud til verdens stoerste tapui som har et helt urtoligt platau paa toppen, der skulle have inspireret forfatteren til bogen The Lost world. Vi havde kun tre baerere (porters) til vores 25 mand store gruppe, saa vi skulle selv baere en del. Og naar saa man skulle hjaelpe pigerne lidt, med soveposer og telte, saa kom tasken aldrig under 15-20 kilo paa de seks dage.

Den foerste dag var temmlig stille og rolig, bare der ud af, dog skulle vi krydse et vandfald lige inden vi slog lejr for natten. Det havde regnet hoejere oppe, saa vandstanden var blevet temmlig hoej og vi maatte vade over ved hjaelp fra en snor - og selvfoelgelig var der en uheldig person der roeg i med taske og det hele. Dag to var bare op ad, op ad, op ad, mod foden af Roraima. Flere var begyndt at faa problemer med vabler og der var flere der havde det haardt. Vi naaede dog frem inden frokost og tilbragte eftermiddagen med smuk udsigt og toejtoerring efter de svedige dage. Tredjedagen stod paa selve bestigningen af Roraima. En firekilometer haard opstigning der traekker taender ud. Indtil da havde vi vaeret velsignet med smukt vejr, men efterhaanden som vi naermede os toppen lukkede himlen sammen, og det udviklede sig til silende regn. Vi kom op til fuldstaendig taage og vi kunne intet se af det ellers saa spektakulaere landskab. Stemning var ret slukoeret og da vi kom frem til vores "hotel" som de hedder, store klippeblogge med mikroskopiske teltpladser i det eller stenede mioljoe. Vi vaebnede os med taalmodighed og haabede paa bedre vejr. Naeste morgen vaagnede vi op til endnu mere taage, 10 graders varme og en luftfugtighed paa 80%. Alt hvad der ikke var pakket i lukkede poser blev vaadt og det var ulideligt at vaere der oppe. Der var flere der gerne ville ned, og det var svaert at se, hvad man skulle faa ud af at blive, men der var ikke andre muligheder end at blive liggende endnu en nat og vente paa bedre vejr. Vi proevede at faa dagen til at gaa med at spille kort, laere dansetrin og introducere vores portere til dansk lakrids. Pludselig efter frokost, som paa et oejeblik, kom der dog opklaring og vi blev beordret i vandrestoevlerne. Mens skyeren traek sig vaek aabenbarede sig et fuldstaendigt oede og maaneagtigt landskab, som man slet ikke havde kunnet opfatte inden. Vi naaede at vandre rundt halvanden time i det unikke landskab, inden skyerne kom rullende ind igen og vi soegte ly. Det daarlige vejr forfulgte os naeste dag paa vej ned fra toppen, og det var en lettelse at komme ned under skydaekket. Da vi foerst var kommet ned, var det som ved et trylleslag slaaet om til godt vejr. Vi skyndte os at toerre toej, soveposer og telte, som havde vaeret gennembloedte de sidste 48 timer! Hjemturen gik som en leg paa grund af at det gik ned, og paa grund af toervejret man pludselig satte meget mere pris paa. Paa trods af det daarlige vejr, og alle strabaserene saa redde den halvanden time med godt vejr hele turen, for det er virkelig noget underligt, bisart og fremmedartet landskab man moeder paa toppen af Roraima, som man ikke kan opleve andre steder.

Nu sidder vi og nyder de civiliserede omgivelser: at man kan sidde paa et toilet og ikke behoever at skide i en pose, at man kan sove vandret uden at skulle have sten i ryggen eller hver halve time kravle op af liggeunderlaget fordi man glider nedad. Dette var dog ogsaa det sidste pa programmet for de to maaneder. Halvdelen af gruppen rejser hjem eller videre paa nye eventyr. Den anden halvdel foelger et nyt program paa Cuba, hvor de skal vaere i to uger inden de kommer hjem og tager to ugers frivilligt arbejde. Jeg skulle rigtig have haft et maaneds frivlligt arbejde, men jeg har valgt at tage en uge alene til Trinidad og Tobago for at have lidt badeferie og se om jeg kan faa dykket lidt.

Haaber I alle har det godt der hjemme.
- En udvandret Thing

 Man kan skimte bunden af Roraima til hoejre

 Vadestedet, hvor Linea (pigen med orange rygsaek) om fem meter vaelter i med taske og det hele.

Vores portes telt. De to roer er til at bager vores lort i (deraf navnet "chokoladeroer") da man, for at skaane naturen, ikke maa skide paa toppen af Roraim. Til hoejre kan i se det groenne spor som gaar op af klippevaeggen - det er opstigningen til Roraima

Solnedgang over basecamp aftenen inden vi bestiger Roraima. Til hoejre kan i se vores toilettelt som vi brugte foer og efter selve Roraima.

Toppen af Roraima: En af de smaa hylder paa "hotellet" hvor der "er plads" til et telt. Vi havde udgang til hoejre, hvor der var smaa 15 cm. at staa paa. Vi proevede at haenge toej til toerre men senere erfarede vi at det kun blev vaerre af at haenge fremme pga. luftfugtigheden.

Saadan var vejret 90% af tiden.

 Da det saa endelig klarede op aabnede det her landskav sig op. I baggrunden kan i se vores "hotel" hvor teltene er slaaet op forskellige steder rundt om klippebloggen.

Paa vej ned fra Roraima. Vi er lige kommet under skydaekket og faar endelig den udsigt vi ikke kunne faa paa toppen.

Hjem ad! Denne her kirke finder man 30 kilometer fra den naermeste meget ufremkommelig grusvej in the middle of nowhere!

Oplevelser saa englene falder

Saa lykkedes det at komme til en computer. Der har vaeret knald paa de sidste uger, isaer hvad angaar pengene ...

Oven paa safaridagene i Losllanos stod den paa afslapning i Choroni. Vi noed godt af de laekre omgivelser hos den tyske host og  tilbragte en del timer paa den smukke strand. Ikke mindst paa grund af boelgerne som var enorme. Det var noget helt andet en vesterhavet og meget sjovere at maerke havets krafter. Paa trods af faren ved saadan nogle boelger, foelte man sig meget tryk med den ivrigt floejtende livredder inde paa stranden, der ikke var sen til at lege Baywatch og kaste sig ud i boelgerne hvis nogle ikke lyttede efter. En af dagene tog vi paa tur ud til en kakaoplantage, den var nu ikke var noget saerligt, men undervejs gik vi op til en vandfald, og dels turen og selve vandfaldet var utrulig smukt og sjovt at opleve.

Efter de afslappende dage i Choroni, gik turen tilbage til campen i Playa Colorado. Undervejs skulle vi dog liiige goere et stop for at give os mulighed for at skydive (tandem faldskaermsspring). Stemningen var lidt spaendt men oven paa pendulspringet i Merida, var de fleste forstroestningsfulde og glaedede sig til at prove det. Det var et aeldre larmende fly vi satte os ind, hvor bagenden var helt aaben. Vi blev spaendt fast med nogle MEGET loese sikkerhedsseler og mens vi kunne se asfalten forsvinde bag os ud af bagsmaekken, lettede piloterne flyet med foedderne oppe paa instrumentbrattet! Jeg blev lidt i tvivl om Venezuela var det rigtige sted at lave et faldskaermsudspring, men inden jeg fik set mig om var flyet i 5 km hoejde og jeg skulle haegtes fast til min springer. Pludselig gik alting meget hurtigt, hand gik ud til afgrunden med mig paa maven, saa roeg kameramanden ned og jeg fulgte efter. Det frie fald, larmen fra blaesten og en kameramand der flyver rundt om dig for at tage billeder, faar en til at taenkte "hvad fanden laver man her", men jeg havde lovet mig selv at nyde det, saa jeg proevede efter bedste evne at syge oejeblikket ind. Da faldskaermen efter et minuts tid, men foeles som et oejeblik, folder sig ud, er man helt omtumlet mens adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg maa indroemme at det er noget af det fedeste jeg har proevet og langt vildere en static line faldskaermsspringet som jeg proevede paa hoejskolen!

Efter det adreanlinsus, satte vi os ind i bussen og koerte de sidste timer hjem til Campen, hvor min foedselsdagsgave fra mine foraeldre ventede. De naeste fire dage skulle nemlig bruges paa et dykkercertifikat. Efter et pool dyk hvor man laerte udstyret at kende, var det tid til at komme ud paa det aabne hav. Vores foerste dyk var en mindre katastrofe, sigtbarheden var 2-3 meter, vi blev hele tiden vaek fra hinandnen og der var intet at kigge paa, ud over bar sandbund. Jeg var lidt i tvivl om dykning virkelig var noget for mig, men efter frokost sejlede vi et nyt sted hen de mente var bedre. Og det maa man sige! Da vi kom ned anden gang, var der klar sigtbarhed 10-15 meter, og det passer virkelig, at det er en ny verden der aabner sig for en, naar man komme under vandet. Faverige fisk og koraller gjorde det til en utrolig oplevelse, og de naeste dage blev det bare bedre og bedre, selv om vores instruktoerer sagde at forholdene ikke var specielt gode. Jeg bestod den lettere grinagtige teoritest og nu glaeder jeg mig vildt til at proeve at dykke under gode forhold, hvornaar muligheden saa byder sig.

Efter dykkercertifikatet gik turen videre til Venezuelas turistattraktion nr. 1, Angels Falss - verdens hoejeste vandfald, der falder neasten en kilometer. Efter en bustur paa (for os) beskedne seks timer, ankom vi til en busterminal. Her ventede en fordrukken tysk hostelejer der skulle foelge os til hans Posada sammen med hans chauffoerer. Bolette, Hans og jeg blev koerte sammen med den fordrukne boss, til posade'et mens de andre blev koert i jeeps. Men paa vejen fik tyskeren den geniale ide at han da skulle have mere at drikke, saa vi koerte forbi den familiefest, hvor han var kommet fra, for at hente forsyninger. Da vi ankom fik han stukket et glas vodka i haanden, men inden vi forlod huset, kom bossens svoger loebende og erklaerede sin kaerlighed til Bolette - "I love your botty" - bossen fik dog snakket ham til rette, og de to fulde folk blev enige om at det ikke var smart at laegge an paa turisterne.  Endelegi ankom vi og efter at den fordrukne bos havde brugt  noget tid paa, med sine lettere haemmede matematiske kunstaskaber at beregne vaerelsesfordelingen kunne vi smide os i sengene og for foerste gang nyde godt af air condtition paa turen! Naeste morgen floej vi ud midt i junglen hvor turen til Angels falls starter. Der var fire fly der styrtede ned sidste aar, saa vi var lidt aengstelige da vi satte os ind i de smaa etmotors fly der kun havde plads til fem personer. Men turen gik fint, om end med lidt turbulens, og udsigten der ud var virkelig smuk. Efter en lille ompakning, skulle vi videre med baade helt ud til Angel falls. Vi kom der desvaerre midt i toerketiden, saa floden var meget lavvandet og paa trods af indianernes utrolige sejleevner, maatte vi flere gange ud og skubbe baaden igennem flodens stroemninger. Vi ankom til en lille lejr for foden af Angle  falls, og naeste morgen gik vi op imod det. Det var uheldigvis blevet overskyet saa for at faa tiden til at gaa badede vi i et mindre vandfald for foden af det. Efter et times tid klarede det lidt op, og Angel falls aabenbarede sin hoejde og det hvide sloer der svaever ned fra toppen.  Det var virkelig flot, og hele den lange tur vaerd!

Derefter gik turen tilbage med floden. Denne gang med stroemmen saa det gik noget nemmere og man havde tid til at nyde floden, dens maasklaedte klipper, den dybgroenne jungle og tapyi (lodrette klipper) der rejser sig op mod skyerne, som soejler op af et groent hav. Det var virkelig smukt og jeg noed virkelig turen hjem. Naeste dag var vandfaldstur, baade over, under og bagved vandfald! Derpaa gik turen tilbage med de turbulente minifly og med natbus videre til roraima, hvor vi nu sidder og forbereder os til et seks dages trek om nogle dage.

Det blev en lang en denne her gang, men der sker sgu saa meget og nu er jeg ogsaa ved at loebe toer for tid.

Haaber i har det godt der hjemme.
Hils fra David

Stradnen i Choroni, hvor der blev tilbragt mange timer.

Vandfaldet oppe i kakao plantagen

Mig i det frie fald, 10 sekunder inden faldskaermen udloeser sig

Glade dykkere efter det sidste vellykkede dyk.

Angel falls, vi badede nede ved det nederste vandflad (der hvor i kan se den nye lille havfrue)

De flotte tapyi der rejser sig over junglen

Hoej cigarfoering

Hej igen.

Saa er vi ankommet til  Choroni badeby efter trek paa Pan de Azucar og praerie safari.

Efter de adrenalin fyldte dage i Merida stod den paa trek i bjergene. Vi blev koert laengere op i dalen en tidlig morgen og pakkede de sidste koekken og madting ned. Derefter begyndte vi stille og roligt paa et 4/5 times trek op mod vores basecamp. Busserne havde stoppet i 2800m og basecamp skulle ligge i 3400m, saa det gik jaevnt op ad. Det var temmelig koldt der oppe og for at holde os i gang endte vi med at lave et baal af toerret kolort! Paa trods af den tvivlsomme og stinkende varmekilde, maatte vi krybe til koejs allerede kl halv ni. Det blev en lang og kold nat. Jeg sov heldig vis i midten af vores tomandstelt hvor vi var tre personer (Frederik er to meter,saa der var godt traengt!). Men det var nok heldigt vi laa saa taet, for temperaturen kroeb under frysepunktet om natten, og paa trods af at vi laa saa taet rystede vi af kulde og fik ikke saerlig meget soevn.

Vi stod op kl  6 om morgenen og glaedede os til at faa gang i kroppen, saa vi kunne faa varmen. Flere var ramt af mild hoejdesyge og blev hjemme, men vi startede med godt humoer mens solen stod op. Efter en jaevn opstigning paa 600 hoejdemeter i roligt tempo var vi kommet op i solen. Nu begyndte den haarde del. De sidste 500 hoejdemeter gik rigtig stejlt op ad sa vi gjorde holdt efter hvert 50. Hoejdemeter og fik lidt luft igen. Alligevel faldt der to fra ca halvvejs paa den haarde stigning pga. hoejdesyge. Vi var saaledes 50% af gruppen som naaede toppen med en fantastisk udsigt som beloenning! Det var en af de mest fantastiske udsigter jeg har haft og et fedt fedt trek. Jeg blev som saedvanlig helt hoej af at naa toppen saa nedturen gik som en leg for mig. Vi gik tilbage til basecamp pakkede lejeren sammen og forsatte ned til busserne med de tunge rygsaekke paa ryggen.

Naeste morgen koerte vi til Losllanos, en tur der skulle have taget 9 timer, men pga. divaerse ting endte den med at tage 14 timer. Vi var meget traette og moerbankede da vi kom frem og med alle de kryb der var, kastede vi os bare i haengekoejerne og faldt i soevn. Naeste morgen vaagnede vi op til de smukkeste omgivelser paa de store vigder. De naeste dage stod paa praeriesafari, flodsafari, tur ud pa praerien og ridning. Isaer ridning var skide sjovt, men det gav mig et gnavsaar paa balderne dagen inden vi skulle forlade stedet og koere 15 timer til Choroni. Den koeretur faldt tilfaeldigvis sammen med min foedselsdag, saa paa trods af adskillige fodselsdagssange og forskellige kreative gaver af svingende kvalitet, saa blev det sgu en lang og pinefuld tur  for den haardt proevede bagdel! Vi fik dog alligevel fejret dagen da vi kom frem.

De naeste par dage staar paa afslapning i badebyen Choroni, hvor vi er indlogeret ret laekkert i forhold til tidligere forhold. Tusinde tak for alle fodselsdagshilsnerne, de varmer naar man ellers savner folk.

Hold ja mundre.
Den nu ogsaa ridende Thing!

 

Canyoing: Rapelling ned af det sidste vandfald pa 20+ meter

 Rasmus staar klar til at spring pendulspring baglaens

 Vors maskot paa trekket. En hund vi fandt paa vej op til basecamp som fulgte glad med os hele vejen til toppen, uden problemer!

 Det laenge ventede topbillede, med cigarer der blev koebt paa en tur ud til en cigar fabrik (bare rolig pappa, du skal nok ogsaa faa nogle)

 Losllanos safari, en "lille" anakonda paa 2,5 meter

Smaa alligatorer, kaldet cavemen, laa over alt i vaadomraaderne i Lollanos

 Ridning mod solnedgangen, inden hestene saetter i galop hjemad.

 ...Og en kold oel bagefter mens vi nyderde sidste solstraaler gaa ned.

Den lille jeep der koere foran den stoerre bus. Det var her jeg fejrede 14 timer af min foedselsdag med gnavnsaar pa bagdelen og et klimaanlaeg der var gaaet i stykker ... men vi hyggede os fint, saa det gjorde ikke saa meget.